På en stor, naturskøn grund med en lille sø, tæt ved klitterne og kun et stenkast fra Vesterhavet, har vi i samarbejde med en ambitiøs bygherre udviklet en helhedsplan for et nyt sommerhusområde og designet i alt 24 sommerhuse.
Husene er tegnet i 4 forskellige modeller med fælles arkitektoniske principper og de varierer i størrelse fra 135 m² til 300 m² – alle med sauna, flere modeller har aktivitetsrum og de store har også indendørs pool.
Alle boligtyper opføres med lækre overdækkede terrasser, og der er indtænkt fleksible løsninger, hvor terrasserne kan lukkes med glas og fungere som udestuer.
Materialevalget er tilpasset stedets karakter og klima. Facader, terrasser og udhuse udføres i træ med afstemte nuancer, der patinerer smukt og med tiden falder naturligt ind i det omkringliggende landskab.